Fredag den 28.04.23 sendte ANSK en delegation dykkere til Læsø, for at inspicere om Bjarkes fremtidige arv, et lækkert sommerhus med et annex, kunne egne sig til en flok dykkere.

Allerede inden vi var på færgen, havde vi et øje på vejrudsigten. Den varslede desværre en 8-12m/s allerede fra lørdag middag. Derfor blev udstyret også klargjort og pakket i traileren, allerede inden afgang. Færgebilletterne var booket til kl. 16:50, og med halvanden timers færgeoverfart blev det besluttet; vi spiste en færge-sandwich, og så skulle der dykkes inden den stod på pizza fra den lokale til aftensmad.

Vi kører af færgen ca. kl. 18:20, og kl. 18:58 var båden i vandet og fyldt med friske dykkere på vej ud af Vesterø havn. Første destination blev vraget ” Ludovik Svoboda”. Da alle mand tilbage i båden efter første dyk (sidste man stadig i fuld udstyr), besluttede vi at vi godt kunne nå et hurtig 2. dyk inden pizzamanden lukkede kl 22.00. Andet dyk blev ”Fredriksvaag”, eller som Steffen døbte det ”murstensvraget”. Vraget var dog svært at finde på den position vi havde. Valler havde dog gjort sit hjemmearbejde tidligere og havde spottet vraget på google-maps. Så frem med en telefon og efter et par forsøg, hvor vi lige skulle have retningsbestemt google-maps, var vi lige over vraget, der kun lagde på få meter vand. Første mand i vandet til at sikre ankeret inden resten fulgte trop.

Alle mand var oppe igen kl. 21.30, og kursen sat mod den lokale pizzamand. To mand blive sat i land kl. 21.40, mens resten sejlede over for at tømme båden. Det stod dog hurtig klart, at der ikke var nogen der havde fortalt pizzamanden, at der kom en flok sultne dykkere med en AKUT bestilling 20 min i lukketid – han havde i hvert fald valgt at lukke tidligt.

Så de to mand dukkede tomhændet op i huset, og så skulle der gang i grillen og de medbragte nød-pølserne. Kl. 23.00 kunne alle nyde en udsøgt menu bestående af pølser og pomfritter, med bearnaisesauce og broccolisalat. Efter et glas rødvin, et par øl og en røverhistorie eller to, var alle mand klar til køjs. The Master bedroom blev indtaget af de 3 mest udtryksfulde sovere, hvorefter resten fordelte sig på hemsen og sovesofaen.

Lørdag skulle vi igen være effektive, da vi skulle nå at dykke inden der kom for meget vind. Så vækkeuret blev sat til kl. 5.50 og morgenmaden blev afviklet nogenlunde effektivt. Vi besluttede at droppe madpakken, da vejrudsigten forudsagde at nok ville være hjemme til en sen frokost. Første dyk blev på et stenrev øst for Nordre Rønne, hvor vi kunne ligge lidt i læ. De lokale sæler holdte dog godt øje med os. Ligeledes blev 2. dyk på et af stenrevene øst for Nordre rønne, dog droppede Valler og Steffen dette dyk, da bølgerne begyndte at få hvide toppe. Kildegård forsøgte midlertidig at mildne vejrguderne, ved at ofre han blybælte til havets dyb.  

Motoren på ribben havde drillet lidt, allerede på vej ud lørdag morgen. Det fortsatte desværre på hjemturen, der modsat morgenens sejlads nu var i 2-3m høje bølger. Steffen snuppede derfor tjansen, nede bagerst i båden, med at give den lille brændstof håndpumpe et klem ca. hver 10s. Efter et kortere sejlads havde Steffen en vaskeægte nærdødsoplevelse, da der efter en kæmpe bølge pludselig lød et enormt brag efterfulgt af lyden af en masse luft der blev blæst ud. Heldigvis var det ikke ribbens pontonerne der var springet, men Jeppes dobbeltsæt der havde taget et lille hop, hvorefter ventilen ramte flaske stativet og broen mellem flaskerne knækkede over. 

Inde i havnen tog de 5 dykkere, der stadig havde udstyret i orden, et sidste dyk inden den stod på båd- og udstyrsvask. Herefter blev det hurtig besluttet, efter vi fandt ud af at Bjarkes far havde hjemmelavet rav snaps stående, at sende en stafet til købmanden, og købe lidt ind til den store påskefrokost.

Til frokosten startede vi også op på den planlagte ølsmagning; alle mand havde medbragt min. 1,5 liter af en øl man havde et særlig forhold til. Efter en god frokost og par øl med tilhørende sidevogn, kunne vi alle godt blive enige om, at en lille morfar var på sin plads inden vi fortsatte ølsmagningen. Efter et par timer på langs var alle mand igen klar til at smage på lidt lækkert øl. Og da vejrudsigten for søndag lovede endnu mere vind, var der ingen grund til ikke at smage ordentligt på øllet.

Dog holdte vi en lille pause i smagningen for at spise aftensmad bestående af jomfruhummerhaler til forret, efterfulgt af grillede nyretapper med pomfritter og bearnaise.

Aftenen fortsatte helt naturligt med rockmusik, øl, og en smule whisky cola. Her var det meget tydelig at Steffen havde behov for at dulme nerverne ovenpå dagens potentielle nærdødsoplevelse. Og vi andre kunne jo ikke lade ham drikke alene.

Søndag morgen sejlede færgen med det første (lidt trætte) hold kl 8. Det andet hold have dog valgt en lidt senere afgang og skulle først med 11.40.

Vi kan hermed konkludere, at ja, Bjarkes kommende ferieresidens, kan sagtens bruges som udgangspunkt for et dykkereventyr og vi kommer gerne igen.