Det så ud til at efterårsstormene havde glemt, at det er efterår, så med let vind fra øst, måtte turen gå til Vestkysten. Holdet bestod af Susanne, Thomas, Bjarke David, Peter MC og undertegnede som tog turen til Hirtshals sammen med ca. 15 andre fiskerbåde, så der var kø ved slæbestedet.

hunt cod

Første mål på turen var Faros, som i øjeblikket er bøjet af, så påbindingen gik som en leg. Sigten de første 15-20 meter ned var meget god, så vi kunne se overbygningen på vraget, så snart vi var i vandet. Peter MC og jeg tog en fin tur rundt på og i overbygningen, med meget svingende sigt afhængigt af dybden. Selv da vi var inde i vraget, var vi ikke selv skyld i dårlig sigt, men en panisk torsk lykkedes med at pladre godt op i dyndet. Vraget står næsten helt intakt på bunden i dag, og det er faktisk kun taget på broen der er faldet sammen. Det er dejligt at se, at røret til radioen stadig hænger på sin plads. Jeg har lagt lidt mere info om Faros nederst til de interesserede.
Og, nej, i ser ikke syner. David dykker faktisk også.

faros vrag  faros radar

Næste mål var Damperen, da vi også ville se et lidt ældre skib, og gerne have lidt aftensmad med hjem. Allerede på sonaren kunne vi se, at der var godt med fisk. Nede på vraget var der lyst, fin sigt og masser af fisk så min makker, Peter MC, fik lidt at se til med at aflive fisk og putte dem i net (dem der kunne være der). Det blev for mit vedkommende til fire torsk, en sej og to rødspætter. Ikke alle andre havde lige så meget held, men Bjarke fik da indviet sin harpun, men åbenbart ikke nok til at gøre Susanne tilfreds, så hun mente at det var nødvendigt at samle taskekrabbekør, for at få nok til aftensmaden.

torsk vrag  uv-jagt

Turen gik hjemad over fladt vand, og selvom han frøs lidt, så så Vestkystjomfruen Thomas ud til at have nydt turen. Tak for turen til alle og dejligt at der er andre end de sædvanlige der også gerne vil med.

Lille video fra turen:

 

Faros
Til dem der ikke kender Faros, så var det et lastfartøj på 84 meter, der sejlede med tømmer. I hårdt vejr på Nordsøen fik skibet slagside, og besætningen blev reddet under en dramatisk redningsaktion, hvor en af redderne desværre omkom. Med slagside blev skibet bugseret mod land men sank i Tannis Bugt.

DR har lavet en dokumentar "M/S Faros", som kan ses her og "Når liv koster liv" med optagelser fra redninsaktionen, som kan høres her.

Faros vrag

 

Faros og Damperen 13/10-15

 

Log ind for at skrive kommentarer