- Skrevet af: Allan Meyer
Turberetning fra NSK's tur til Flekkefjord 19. - 22. Oktober 2016.
Så viste vejret sig fra sin bedste side, nogle har fortsat ferie, og andre tog en fridag, for at deltage i denne spontane tur på en onsdag.
Da jeg ankommer til klubben kl.7.48 er ribben kørt frem, og flasker samt andet grej er pakket i bilerne. Tak til de morgenfriske.
Vi ankommer til Hanstholm ca. kl. 9.30. Humøret er højt, svag vind og sol fra en skyfri himmel. Dejligt at vi for en gang skyld ikke står og fryser under omklædningen. Jeg bruger selv ski undertøj, 400 g inderdragt samt 2 par sokker,den perfekte sommer beklædning efter min mening.
Da alt grej er ude af bilerne, må vi desværre konstatere at vi mangler et DB 12. Efter lettere uro og lidt frem og tilbage bliver vi enige om, at vi kan dele et sæt og supplere med de 3 stageflasker som vi også har medbragt, alt er godt igen, ribben pakkes og kursen sættes mod første vrag som bliver, Aalborghus. Aalborghus Passager og -stykgodsskib sejlede på ruten København-Aalborg. Forliste under bugsering mod Rotterdam 6 september 1972 ca 8 sømil ud for Hanstholm. Skibet er bygget i 1936 på Nakskov Skibsværft, 2079 BRT og ca 95 meter langt.
Da vi som første hold, Daniel og Anders kommer ned, ligger ankeret perfekt lige ved agter enden, vi binder på, ca på 27 m. Sigten er +10 og vandet er 16 grader.
Jeg har tidligere dykket på Aalborghus, som har en meget intakt stævn, med en mast som rager langt ud over SB side, 8-10 meter over bunden. Vi valgte at koncentrere os om agterenden og de mange torsk, langer, lupper, tunger mm. Efter 25 minutters blodrus og en enkelt torsk, er vi på tovet igen, her vinker vi til hold 2, Allan og Steffen som er på vej ned. Hold 3 binder af og vi sætter ny kurs mod vraget S/S Constantin som ligger på 32 meter. Vraget er ret nedbrudt, men maskinen samt de 2 store kedler står fortsat og rager 3 til 4 meter op over bunden. Vi er igen først på vraget og ankeret ligger lige ved en af de store kedler. Vi bliver mødt af en massiv stime torsk, faktisk har jeg aldrig set så mange på en gang. Harpunen ligger oppe i ribben, så vi kan bare nyde den gode sigt og rolige stemning.
Nogen så en gigantisk havtaske, men fik desværre ingen billed dokumentation. Efter beskrivelser oppe i ribben, må det ha været noget af et uhyre, selv Søren blev lidt bange da Peter fik den til at bevæge sig. Heldigvis tog de den ikke med op, da vi ellers skulle have smidt alt grej over bord, for at få plads til bæstet. Jeg læser at andre dykkere også har set havtasken på tidligere dyk.
Sådan en tur på vestkysten med godt vejr og god sigt, samt gode dykkerkammerater, får mig til at tænke på hvornår skal vi af sted igen.
Tak til Allan, Peter V, Steffen, Søren og Daniel for en perfekt tur.{jcomments on}
- Skrevet af: Peter Valler
Efter adskillige forsøg lykkedes det endelig at komme på Vestkysten. Efter længere tids desperation havde vi aftalt, at hvis der blev en vindstille dag i løbet af ferien, ville vi smide alt vi havde i hænderne og tage på dykkertur.
Turen gik til Kong Hans også kendt som Martins vrag og der er desværre ikke noget info om vraget, andet end vi kan se at det er et større dampskib og der er en del træplanker i lasten.
- Skrevet af: Peter Valler
Hermed en lidt forsinket turbeskrivelse fra turen til Tregde i bededagsferien, da nogen hænger lidt i bremsen, men jeg synes ikke i skulle snydes for den.
Efter nogle år i Kristiansand rykkede vi lidt nærmere Mandal til Tregde. Stedet er helt i top med udsigt ud over vandet, RIB og det lille hus med kompressoren. Desuden er der mange vrag indenfor 5 mils afstand og Kjell er nærmest husvrag.
Som altid kom den første dag lidt sent i gang, og der viste sig at være lidt buler på vandet. Første dyk blev på Kjell (NK02 / Dragoner) for lige at få set en kanon i den fine sigt. Desværre blev vi under andet dyk rykket af vraget til trods for at ankerkæden var viklet om en større bjælke, men der var også kommet lidt træk på. Næste dyk blev på Lekter ved Kleven, da vi så kunne gemme os lidt for vinden indenskærs. Vraget er måske ikke meget at skrive hjem om, men det var mit første besøg, så et Anders And vrag i fin sigt med store stimer af småfisk og lidt lastrum man kunne komme ind og kigge i på en 20-30m dybde passede mig fint.
Sous Viden var selvfølgelig med, og Steffen havde sørget for rigeligt rødt kød, så blandet med rockmusik, øl og røverhistorier kan sådan en aften jo ikke gå galt.
Dag to bød også på en del vind, så vi startede med at sejle op til hjuldamperen Bergen som forliste i 1871. Sigten var vel 10-20 m og den kæmpe store dampkedel kun ses på stort set hele dykket. Rundt om vraget var der også en del liv og lommerne blev fyldt med kammuslinger.
Andet dyk blev udvalgt mere eller mindre tilfældigt. Midt ude på sandbunden i en vig fandt vi på søkortet et skær der stak fra 30-40 op til 6 m. Det viste sig at vi havde ramt plet. Sigten var igen virkelig god, og på skæret var en tangskov hvor store sej huserede i en afstand, som havde de målt snorens længde på vores harpun. Der var vrimmel af liv helt ned til sandbunde,n hvor nettet blev fyldt med flere kammuslinger, og Bjarke stak en pighvar på størrelse med et lokumsbræt. Dagens sidste dyk blev et hurtig stop på vejen hjem, og min første kommentar var vist at det var noget lort. Da vi kom hjem og fik studeret søkortet, viste det sig også at stedet hedder Lortebukta…. Øv. Der var vist også noget med at vi fik gemt os, og nogen blev lidt tøsesur, men den må vi hellere lade ligge her :)
Sidste dag gik turen på helt fladt vand først ud til Kjell for at hente vores ankertov, der havde sat sig fast og derefter til Am-Mer-Mar. Vraget var et Liberty Dampskib på 10.000 tons fra New Orleans på 128,9 m, som gik på skærene og gik ned. Stævnen står flot, så man virkelig kan få fornemmelsen af skibets størrelse, mens resten er mere eller mindre nedbrudt med nogle imponerende spil, master og andre genstande rundt omkring på vraget. Sigten var igen helt i top, og det hvide grove sand gjorde at der var rigeligt lys. Vraget var fyldt med store sej der svømmede frit, og under pladerne gemte der sig nogle grove torsk. Til sidste på dykket fandt vi en stenbider der kæmpede med Daniel om at posere foran kameraet.
Tak for endnu en god tur. Skal vi snart af sted igen?
P.s. Kasper, det bliver dyrt i øl det her :)
P.p.s. Hvis nogen går rundt med nogle gode ideer til destinationer i fremtiden hører jeg gerne om det.
{jcomments on}
- Skrevet af: Daniel Beck Rømer
Tiden var kommet til at NSK igen skulle besøge Stavanger - for første gang i en årrække. Forventningerne var derfor store, og vi besluttede at udnytte påskedagene til at få fire hele dykkerdage deroppe. Det skulle vise sig at vejret var med os, og vi fik set alt det vi havde håbet på!
Der var afgang fra klubben onsdag eftermiddag efter arbejde, og vi kom planmæssigt afsted fra Hirtshals med natfærgen. Efter en nat i kahytterne ankom vi tidligt torsdag morgen til Stavanger dykkerklubs klubhus, hvor vi skulle bo alle dagene - de havde fine kompressor og udstyrsforhold, og en placering helt ned til vandet hvor RIB'en lå klar - perfekte dykkerforhold!
Vinden var svag, og vi besluttede derfor at starte turen med et dyk på vraget 'Ceang', der ligger 20 sømil fra klubhuset. Allerede her på første dyk fik vi oplevet den gode sigt vi havde håbet på i det kolde norske vand - bedste sigt jeg har set i norden til dato. Ceang ligger på 10-25m, så det var et fint startdyk for alle.
Efter 'Ceang' gik turen mod et par naturdyk, hvilket ikke er svært at finde i området. Vi smed anker på en kendt kammuslinge position, og så snart vi ramte bunden blev det klart at der var masser af store kammuslinger. De lå simpelthen overalt, så fangsnettet blev fyldt til randen med muslinger og et par krabbeklør. Der skulle godt med luft i vingen for at hæve nettet til sidst. Ikke langt derfra tog vi et tredje dyk for dagen, her var der masser af taskekrabber, som gemte sig på klippevæggen, og igen super sigt.
Fredag viste vejret sig igen fra sin bedste side, så turen gik nordpå til vraget 'Dresden'. Dresden er et stort dampskib på godt 170m, og ligger på 15-50m dybde. På vraget var der en masse liv, store stimer af sej - og nogle rigtigt store sej ind i mellem. Hapunen måtte frem og vi fik en flot sej med op - på trods af en slatten harpun. Vraget i sig selv var temmeligt imponerende, her kunne man nemt bruge mange dyk på at gå på opdagelse! Vi fik to dyk på 'Dresden' inden turen gik hjemover til lækker aftensmad (læs: masser af kød).
Lørdag var vinden taget lidt til, og det var derfor oplagt at sejle op ind i fjorden, hvor vi skulle lave et vægdyk neden for prædikestolen. Området er flot, og vægdykket skulle være værd at opleve. Vi blev ikke skuffede. Sigten var fantastisk og med 400m til bunden gav det en fed dyster stemning under dykket. Vi fik samtidig en del Kamtjatka/konge krabber med op, alt i alt et fedt naturdyk. Selv Søren K, der normalt ikke hejser flaget for et naturdyk, mente der var noget om snakken. Vi sluttede lørdagen af med et par naturdyk i nærheden af klubhuset.
Søren K havde et par småhuller i dragten, så han måtte i den store balje i klubhuset og under kærlig inspektion.
Søndag stod den på dyk på hus-vraget 'Nesodtangen', der ligger få hundrede meter fra klubhuset. Vraget ligger på omkring 40m dybde, og er ret godt bevaret. Igen her havde vi gode forhold, og alle havde et godt dyk. Vi sluttede herefter turen af med et naturdyk på en af Stavanger dykkerklubs favorit positioner, hvor vi havde et fint dyk med flot sandbund og klippevæg.
Alt i alt en super god tur hvor vi fik set alt det vi ville, gode dyk, god mad og kolde øl. Søndag aften tog vi natfærgen retur til DK og var hjemme først på formiddagen.
Tak til alle for en god tur, og tak til Stavanger dykkerklub for lån af klubhus.
Deltagere: Peter Valler, Daniel Beck Rømer, Søren Kristensen, Anders Scheuer, Peter Christensen
Se flere billeder fra turen her (blandt andet et meget ungt medlem!): Galleri Stavanger 2017
{jcomments on}
- Skrevet af: Peter Valler
Lørdag så det endelig ud til en dag med lav vind, så Daniel og jeg søsatte en spontan tur med RIB'en. Jeg havde en stak nye positioner uden for Voerså, vi lige ville tjekke nogle stykker af, da vi ikke ville sejle for langt i det kolde vejr valgte vi dem tættest på.